René Holm – Let me be your everlasting light⁠

Modtag showroom med tilgængelig priser samt informationer på værkerne, ved at kontakte os på: gfp@galleri-franzpedersen.dk

René Holm om udstillingen

"Idéen til udstillingen har ligget og ulmet i 8-9 år”, fortæller René Holm. “Den begyndte, da jeg så en performance i Berlin med Young Boy Dancing Group, hvor stearinlys indgik som en fysisk og symbolsk del af værket – båret eller holdt af deltagerne. Lyset har også flere gange fået en personlig betydning for mig, både da min Mor Døde i 2023, hvor der på sygehuset blev tændt et lys, og ikke mindst fornyeligt hvor min Far er gået bort, hvor et lys slukkes og et nyt tændes.

Med tanke på hvad René Holm håber folk får ud af værkerne udtaler han: "At de tænker over at lyset i livet altid fortsætter selvom lyset er ved at brænde ud, så er der lys i fremtiden."

Baggrund

René Holm (f. 1967, Danmark) arbejder med maleri, hvor mennesket og dets relation til naturen og samfundet danner omdrejningspunktet. Med afsæt i fotografier skaber han malerier, der kredser om skæve eksistenser, identitet og det moderne menneskes længsler og vildfarelser.⁠
⁠
René Holms kunst tager ofte afsæt i menneskets forhold til naturen og eksistentielle spørgsmål. Skoven og vandet optræder som tilbagevendende motiver – ikke blot som fysiske rum, men som metaforer for vildfarelse, refleksion og transformation. Skoven rummer både tryghed og uvished, et sted hvor man kan gemme sig, finde ro eller fare vild. Vandet symboliserer bevægelse, forandring og de valg, vi træffer i livet. I sin kunstneriske praksis undersøger Holm menneskers livshistorier og de oplevelser, der former os. Han har i flere projekter arbejdet med at indfange fortællinger fra samfundet – fra hjemløse, flygtninge og mennesker i krise - og integreret dem i sine værker.⁠

Tekst af Kræn Kristensen:

Lad der blive lys og der blev lys” – men hvor kommer lyset fra, hvor længe brænder det, og hvad sker den dag, lyset bliver slukket? Eller bliver det slukket? Titlen på udstillingen ”Let me be youreverlasting light” indikerer, at der er et håb også der, hvor lyset brænder ud.

Man er ikke i tvivl om, at kunstneren bag udstillingen er René Holm. Han har i mange år haft sin egen signatur dels med de ansigtsløse personer, dels med de bladløse træer og så naturligvis RenéHolms fuldstændig eminente udnyttelse af farverne, deres transparens og dybde der, hvor selv den mindste lille prik, ikke er uden betydning for værkets helhed.

Lyset. I årtusinder har det været kunstens, religionens og litteraturens store metafor. Og ikke uden grund for lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke. Lyset som erkendelse, som håb, som frelse. Fra de gotiske katedralers høje vinduer, hvor solens stråler bryder gennem farvet glas og forvandler stengrå kirkerum til himmelske haller, til den moderne kunsts mere tvetydige og eksistentielle brug af lys som pejlemærke i en ellers mørk og urolig verden.

René Holm placerer sig i denne tradition – og udfordrer den. Med udstillingen ”Let me be youreverlasting light” rækker han ud efter det, der ikke kan rummes i det håndgribelige alene: et lys, der ikke blot oplyser, men spørger. Et lys, der ikke lover forløsning, men tilbyder nærvær, varme og erkendelse, når man ser på billedet.

Midt i billederne – ofte alene – står menneskefigurer. Ensomme, ikke nødvendigvis fortabte, men søgende. De ligner nogen, der er på vej et sted hen, men som endnu ikke er ankommet. De befinder sig i et mellemrum: mellem dag og nat, mellem handling og opgivelse, mellem håb og resignation, mellem liv og død. Og netop her, i dette eksistentielle spændingsfelt, bliver man mindet om Søren Kierkegaard:

“At vove er at miste fodfæstet for en stund. Ikke at vove er at miste sig selv.”

René Holms figurer vover – eller måske er de lige ved det. De står stille i noget, som ikke er tomhed, men dybde. Et eksistentielt farvand hvor du har muligheder og valg, og det kan føre til både liv og død eller intethed. Men du er, og lyset brænder!

Et af udstillingens stærkeste værker viser en kvindeskikkelse, sammenkrøbet i mørket, med dryppende lys på ryggen. Det er et billede på sårbarhed, men også på glød. Et billede på tidens gang – lyset brænder, og det vil brænde ud. Og netop derfor må det brænde for fuld styrke, mens det kan. René Holm viser os en figur, der ikke blot bærer sin sorg og smerte – men sit lys. En eksistentiel allegori på den indsigt, at lyset sjældent kommer udefra. Det må bæres – og brænde – indefra.

Vil du tænde må du brænde!

Et andet værk føjer intensitet til denne grundklang: Himlen er opsprættet i gult og sort, og to ugler – årvågne, urovækkende, næsten profetiske – hæver sig i flugt. Nedenfor sidder en menneskefigur med hætte, vendt mod en brændende gul sol. Der er en intens spænding mellem lys og mørke, liv og død. Uglerne bliver ikke kun symboler, men vidner: De ser, hvad vi ikke ser. De spørger, om vi selv tør se det … og det kan mærkes!

Og i endnu et maleri møder vi en kvinde med langt rødt hår og en grønlig hudtone, som hviler ved et af de som sædvanlig bladløse træer i René holms malerier. Ved hendes side ligger et skelet – en konkret påmindelse om dødens nærvær. Hun holder en bog i hånden, måske en fortælling, et minde, en bøn. Scenen balancerer mellem håbløshed og håb, mellem livets skrøbelighed og muligheden for indsigt. For selv i dette billede, hvor dødens tavse figur bogstaveligt talt er til stede, er der en fornemmelse af ro og eftertanke. Det er ikke blot et memento mori, men også et memento vivere – husk at leve.

For René Holm tematiserer ikke døden for at kvæle livet. Han viser os liv og død som gensidigt afhængige – mørket som den nødvendige baggrund, der får lyset og livet til at træde frem. Forfatteren Tom Kristensens skriver i et mannakorn:

“For alt i livet som blev dig givet / er lys og mørke i sammenspil.”

Det kunne være denne udstillings poetiske omkvæd. For Holms billeder er ikke adskillelsens billeder, men sammenspillets. Lyset gør ikke mørket overflødigt. Mørket er det rum, hvor lyset overhovedet får betydning.

Kunstnerens ugler, der optræder som både billedskikkelser og skulpturer, understreger denne dobbelthed. I græsk mytologi følger de visdommens gudinde, mens de i kristen kunsthistorie ofte symboliserer et blik, der ser i mørket. Hos René Holm er de hverken kun truende eller trøstende, men frem for alt nærværende. De vogter – og udfordrer – os.

Og som Albert Camus skrev, i en af sine smukkeste sætninger:

“I midten af vinteren opdagede jeg til sidst, at der var en uovervindelig sommer i mig.”

Måske er det netop denne opdagelse, René Holm inviterer os til. At lyset ikke fordriver mørket, men lever i det.

Et lys, der ikke råber, men hvisker.

Et håb, der ikke lover sikkerhed, men nærvær.

En bøn: Let me be your everlasting light.